Er sabbatten Guds segl?

I 1840erne foreslog Joseph Bates for 1. gang at sabbatshelligholdelse var Guds segl og at søndagshelligholdelse var Dyrets mærke. Dette var en radikal afvigelse fra de traditionelle protestantiske læresætninger. Den tids protestanter troede, at Dyrets mærke betød loyalitet overfor pavedømmet og for de mange vildfarelser og vrangforestillinger i pavedømmet:

·         Ærbødighed overfor Paven som den, der som Guds stedfortræder kunne tilgive synder.

·         Dyrkelse og tilbedelse af Jomfru Maria.

·         Forvandlingen (brød til Kristi legeme og vin til hans blod).

·         Skærsilden.

·         Skriftestolen.

·         Cølibat (ugifte præster).

·         Bønner til apostle og helgen, bønner for de som var i skærsilden, repeterende bønner (rosenkransen).

·         Dyrkelse af jordiske efterladenskaber og helgenbilleder.

·         Frelse gennem gerninger.

·         Inspirerede kilder udover de bibelske, eksempelvis kirkens præster.

·         Konvertering af hedenske helligdage, såsom påske og jul, til kristne helligdage.

Der kunne føjes meget mere til listen. Som man ser, er der talrige punkter, der viser loyalitet mod Pavens vildfarelser. Bates gjorde ikke meget ud af de mange forskelle, der var mellem katolicismen og protestantismen men fokuserede i stedet på det ene emne, der var vigtigt for ham, nemlig sabbatshelligholdelse. Dyrets mærke var ikke Maria-dyrkelse. Det var ikke troen på skærsilden. Det var ikke troen på skriftestolen eller forvandlingen. Dyrets mærke var søndagshelligholdelse.

Hvorfor valgte Bates søndagshelligholdelse over alle de andre kendetegn for katolicismen? Ved at holde på at søndagshelligholdelse var Dyrets mærke, var han ikke kun i stand til at udelukke katolikkerne fra frelse, men også at sætte protestanterne i samme bås som katolikkerne. Dette udslettede de protestantiske kirker, som havde gjort ham og hans medarbejdere så rasende, da de afviste Millers fastsatte-tid bevægelse. Med et listigt træk lykkedes det Bates at omstøbe næsten 300 års protestantisk lære fra Luther og andre store reformatorer, som havde identificeret Dyrets mærke som loyalitet overfor Roms kætterske læresætninger, som nævnt på listen ovenfor.

De protestantiske bibeleksperter såsom Huss, Jerome, Luther og Zwingli var alle meget lærde mænd, kirkeledere som blev modtaget af adel og kongehus. De havde udmærket sig på universiteterne, de kunne det bibelske sprog flydende, og de var kendt af både venner og fjender for deres videnskabelige bedrifter. Sæt disse ledere i kontrast til Joseph Bates. Han var en nærmest ukendt søkaptajn uden viden om de oprindelige bibelske sprog og med meget lidt viden om bibelske fortolkningsprincipper. Bates placerede sig selv over højt uddannede og højt agtede protestantiske bibeleksperter gennem 300 år.

Med en kraftfuld bevægelse havde han fejet de protestantiske reformatorer til side og skubbet deres kirker ind i Babylon. Han tilkendegav, at et før ukendt kætteri, søndagshelligholdelse, var det frygtede Dyrets mærke.

Imens Bates teori så ud til at blive accepteret af dem, der havde tendens til at tro at de protestantiske kirker var Babylon, så fængslede det ikke rigtigt de andre. Det var svært for nogle kirkesamfund at forstå, at de kunne være fortabt, og at det samtidigt var dem, der sendte missionærer ud over verden med evangeliet, alt imens Adventisterne påstod at den evangeliske tid var til ende 1844, og desuden brugte det meste af deres tid på indbyrdes diskussioner vedrørende sabbatten og fortolkning af profetier. Bates havde en svær opgave foran sig med at forsøge at overbevise folk om, at Dyrets mærke ikke længere var loyalitet overfor Roms læresætninger som helhed, men kun den ene: Søndagshelligholdelse. Til alt held for ham fandt han en allieret, der kunne sørge for den inspiration, som så tydeligt manglede i bibelen. Bates vendte sig til den unge profetinde Ellen White, som derpå så følgende i et syn:

”Jeg så, at Gud ikke havde forandret sabbatten, for Gud forandres ikke. Men Paven havde flyttet den fra den 7. dag til den 1. dag i ugen, for han skulle ændre tider og love (Early writings p. 32).”

Så med lidt hjælp fra profetinden bandt adventisterne ændringen af helligdagen sammen med pavemagten, og sammen med søndagshelligholdelsen som det mest vigtige og udprægede kendetegn på falsk kristendom.

Uheldigvis for Ellen White blev teorien: Pavens helligdagsændring afvist af en af deres egne eksperter, dr. Samuele Bacchiocchi i hans jordskreds (groundbreaking) bog” fra Sabbat til søndag”

Dr. B. var den første og eneste ikke-katolik, der fik lov til at studere på ”The Catholic Pontifical Gregorian University” i Rom. Under hans ophold var det muligt for ham at skaffe det dyrebare undersøgelsesmateriale til hans bog. Selv om det sandsynligvis ikke var hans mening med bogen at frikende Paven, viste det sig at ændringen fra sabbats- til søndagshelligholdelse indtraf meget tidligere i historien end det tidligere var blevet vedtaget af adventisterne. Disse fund kastede betydelig tvivl over hvorvidt søndagshelligholdelse kan anses for at være loyalitet overfor pavedømmet, da denne var etableret i kristendommen flere hundrede år før den første pave kom til magten.

D.8. februar 1997 skrev dr. B. en e-mail til ”free Catholic mailing list” catholic@american.edu

“Jeg er uenig med Ellen White om f.eks. søndagshelligholdelsens oprindelse. Hun siger, at i de første århundreder e. c. var alle opmærksomme på sabbatten, og det var med en stor indsats af kejser Constantin at søndagshelligholdelsen blev godtaget af så mange kristne i det 4. århundrede. Min undersøgelse viser noget helt andet Hvis I læser mit studie ”HVORDAN BEGYNDTE SØNDAGSHELLIGHOLDELSEN”? der opsummerer min afhandling, vil I opdage, at jeg placerer søndagshelligholdelsens oprindelse i Hadrians regeringstid 135 e. c.

Der var næsten 500 år mellem kejser Hadrian og Paven, der begyndte sin regeringstid i år 606 e. c.. Selv om de fleste adventister accepterede dr.B.`s opdagelse, var der nogle ultrakonservative, der hånede ham som en Jesuit, der var sendt hemmeligt fra katolikkerne for at infiltrere og ødelægge adventkirken. Men hans højrøstede kritikere var aldrig i stand til at kunne modbevise hans læresætninger eller bevise, at han havde nogen forbindelse til Jesuitterne.

Da det blev slået fast at søndagshelligholdelse var Dyrets mærke, virkede det kun logisk for Bates, at Guds segl var helligholdelse af sabbatten. Bates fandt beviser i det Gamle testamente, hvor sabbatten var tegnet på den gamle pagt mellem Gud og jøderne. Men Bates ignorerede de beviser, der var i det Nye testamente, der viser at seglet eller tegnet på den nye pagt er Den Hellige Ånd. Bibelen forklarer, hvordan Kristus, som vort forbillede, modtog Guds Hellige Ånds segl.

”For han, som Gud har udsendt, taler Guds ord. Gud giver jo ikke Ånden efter mål” Joh.3:34

”Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer, for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.” Joh. 6:27

Jesus blev beseglet med Helligånden, og Paulus indicerer, at Helligånden er pantet i vore hjerter, der besegler os til frelsen:

”der også beseglede os og gav os Ånden som pant i vore hjerter.” 2. Kor.1:22

” I ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse- i ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med forjættelsens hellige Ånd.” Ef. 1:13

” Vold ikke Guds Hellige Ånd sorg, den som I blev beseglet med indtil forløsningens dag.” Ef. 4:30

Ikke et eneste sted i det Nye Testamente bliver der henvist til sabbatten som et tegn eller segl for de kristne. Ligesom Herrens nadver erstatter den jødiske påske, så har Helligånden erstattet sabbatten som et ” tegn eller bevis” på at man er medlem af den kristne menighed.

Tænk nøje over dette. Hvordan kan man bedst se om en person er en sand kristen? Selv adventister vil fortælle dig, at det ikke gør dig til en kristen at gå i kirke om lørdagen. Der er nogle mennesker, der går i kirke om lørdagen, imens de fornægter deres tro med deres handlinger. Deres hjerter er fyldt med perversiteter, had, ægteskabsbrud og afgudsdyrkelse. Hvordan kan man så bedst se, om et menneske er en sand kristen? Ved deres ånd. Hvis de har Helligånden i deres hjerter, vil de åbenbare Åndens frugter i deres liv: Kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed og trofasthed. Disse frugter af den iboende Helligånd vil være tydelig for alle. Sabbatten er ikke tegnet på en sand kristen. Det har aldrig været det. Det Nye testamentes beviser vidner overvældende stærkt om, at Den Hellige Ånd er det ” segl” som de trofaste kristne bliver beseglet med.

Guds segl!

Er det en almindelig opfattelse blandt adventister, at sabbatten er Guds segl?

I så fald er der masser af uhellige, som bliver frelst i de sidste dage, jøder bl.a. og måske adventister der er ordets gørere, men ikke dets hørere. Oplagt for farisæere, eller er vi ikke enige? Bibelen siger intet om sabbatten som Guds segl. Derimod har Paulus en del at fortælle om Den Hellige Ånd som de hellige har fået som pant og segl. I Ef.1.13.og 4.30. samt 2. Kor. 1.21-22 og 5.5. Her bliver det tydeligt at Gud knytter os til Kristus, besegler os, og giver os Ånden som pant i vore hjerter.

Ligeså i Ez. 36.26-27. Står det klart at Ånden er en gave eller en pant fra Gud til mennesket. “Jeg giver jer min Ånd i jeres indre, så at I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud.” Ez. 36.27.

Uden Den Hellige Ånd er lovgerninger meningsløse i frelsens lys. Jeg tror vi skal passe på at vi ikke kritikløst sluger alt hvad vi læser, i dette tilfælde E.G. Whites “Konfrontation”, henvisning til side 522,(svensk udgave) Side 610) hvor hun skriver om sabbatten som Guds segl .

Her er et forsøg på at forslave mennesker med gerningen: at holde sabbat.

I E.G.W.s bog på dansk:”Budskaber til menigheden” skriver hun:

Det blev fremstillet for mig, at levningen af Guds folk fulgte Jesus ind i det allerhelligste og så arken og nådestolen og blev grebet af disses herlighed. Jesus løftede derpå arkens låg, og se! – der var stentavlerne, på hvilke de 10 bud var skrevet, de ser det levende ord, men viger bævende tilbage, idet de iblandt de hellige 10 bud ser det 4. Skinne med et klarere lys end de øvrige 9 og er helt omgivet af en strålende glorie.(citat slut.)

Her er hvad Jesus sagde, når han blev tilspurgt om, hvilket bud, der var det største i loven:

Mark. 12 vers 28," En af de skriftkloge, som havde hørt dem diskutere og lagt mærke til, at Jesus svarede dem rigtigt, kom hen og spurgte ham: »Hvilket er det første af alle bud?« v29 Jesus svarede: »Det første bud er: ›Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, v30 og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31 Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.« v32 Så sagde den skriftkloge til ham: »Det er rigtigt, Mester. Det er sandt, som du sagde, at Gud er én, og at der ikke er nogen anden end ham, v33 og at det at elske ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og det at elske sin næste som sig selv er mere værd end alle brændofre og slagtofre.« v34 Da Jesus hørte, at han svarede klogt, sagde han til ham: »Du er ikke langt fra Guds rige.« Derefter turde ingen længere spørge ham om noget.

Læg mærke til, at Jesus ikke kun taler til Jøderne, men til hele Israel.

Mette Makkonen